Sprittorpedoer i Øresund - en kulørt historie om 1920-30′ernes spritsmugling
Broget liv på Øresund
I årtierne før anden verdenskrig var det ikke alt det, der foregik på Øresund, der tålte dagens lys. Der blev blandt andet sejlet en hel del finsprit over sundet - og udenom toldvæsenet.
Spritten gik til bunds
Det var ikke nogen let sag at komme over sundet uden at blive opdaget. Derfor opfandt smuglerne den såkaldte “Sprittorpedo”. Torpedoen bestod af rækker af dunke med de dyrebare dråber samlet i et metalstativ. Stativet blev spændt efter fiskefartøjer og plimsollere, og skulle toldvæsenets patruljebåde komme for tæt på, kappede smuglerne linen, og torpedoen gik til bunds.
Og kom op igen
Hermed skulle man tro at den gode sprit gik tabt, men nu kommer det smarte: Til torpedoen var fastgjort en sæk med salt og en lille bøje. Sækken med salt gjorde, at sprittorpedoen gik til bunds, så tolderne ikke anede uråd, men i løbet af nogle timer blev den tunge salt vasket ud af sækken. Dermed gik bøjen op til overfladen, så smuglerne kunne sejle tilbage og hente deres sprit op igen.

